Thoughts for Food

5 forslag til retter, der også behager de kræsne børn

0

Kræsne børn er noget, som vi alle kender til. For nogle børn er det kun i perioder, for andre er det hele tiden, og nogle tredje vokser fra det med alderen. Uanset hvilken en gruppe ens barn tilhører, skal man finde en måde, hvorpå man kan håndtere disse kræsne perioder – korte som lange. Hos nogle børn kommer kræsenhed af, at der er andre i husholdningen, der er kræsne, og som derfor vil nægte at smage enkelte retter eller fødevarer. Det er utrolig vigtigt at huske på, at børn – især de små – imiterer de voksnes adfærd, og kræsenhed kan derfor forekomme i et forsøg på at efterligne de voksne omkring dem.

Der er flere måder at behage dit kræsne barn på, og i det følgende vil du blive præsenteret for fem af dem.

Gem grøntsagerne i lasagnen

Ofte er det, når grøntsagerne kommer på middagsbordet, at børnene bliver kræsne. Derfor gælder det om at gemme dem godt i maden, så de ikke kan smage dem eller se dem. Hertil er lasagnen genial. Du kan gemme alt i kødsovsen, hvis bare du hakker eller blender det fint nok. Gulerødder eller squash er særligt to ting, der går godt i lasagnen, og det er ikke noget, som de kære små vil bemærke. Og hvem elsker ikke lasagne?

Kartoffelmos med forskelligt tilbehør

Kartofler er bestemt ikke alle børns favorit, men ofte vil de meget gerne have dem, hvis bare de er blevet most lidt med mælk og smør, og hermed bliver kaldt kartoffelmos i stedet. Kartoffelmos er noget sødere i smagen, og konsistensen er blødere, hvilket gør det mere attraktivt for de små, og så kan du variere tilbehøret efter smag og behag. Du kan blandt andet servere kødsovs til eller baconstykker.

Burger om fredagen

En tredje ret, der aldrig slår fejl, er byg-selv burgeren. Dette er særligt en ret, som du kan servere i anledning af weekenden. Det gode ved burgeren er, at dine børn selv kan få lov til at bestemme, hvad der skal være i deres burger. Har de lyst til agurk og salat, kan de lægge det i, og har de lyst til remoulade, kan de også få det. Desuden er der rigtig mange børn, der er glade for selv at få lov til at bruge hænderne og have indflydelse på, hvad de spiser, og her er burgeren jo oplagt.

Pirogger – gode til madpakken

Apropos at børn gerne vil være med i madlavningen, kan du vælge at servere pirogger til aftensmaden. Disse er lette at lave, og det er let at inddrage børnene i processen. Pirogger smager virkelig godt med oksekød i, men det er bestemt ikke den eneste mulighed, der er for fyld. Du kan tilpasse det fuldstændig efter dit barns og din egen smag. Som et ekstra plus er de også perfekte til madpakken dagen efter.

Vægt kreativitet højt

Mad til små er ikke altid let at finde, men du kan være helt sikker på, at der er større chance for, at dit barn tager maden i munden, hvis det er kreativt anrettet eller udformet. Du kan f.eks. købe en udstikker formet som en blomst og så benytte denne, når du vil servere agurker som snacks. Især pigerne vil helt sikkert smage på de små grønne blomster.

Det er udelukkende fantasien, der sætter grænser, og har du ingen ideer, kan du altid finde hjælp på internettet.

Skriv en kommentar

Din mailadresse bliver ikke offentliggjort.